Da jeg efter gymnasiet skulle finde ud af, hvad jeg ville lave resten af mit liv, så var det ikke jobbet som sygeplejerske, der stod klart frem. Det var arkitekt jeg gerne ville være, og jeg søgte ind. Da jeg ikke kom ind, skulle jeg igen træffe en beslutning om hvad så… Bygningsingeniør, det lignede da lidt og jeg søgte ind, og kom ind. Men en ny retning var lige kommet.. eksportingeiør, og jeg tænkte, det kan jeg da komme ud og se verdenen med, så jeg skiftede retning. Efter at have læst i nogle år, ja jeg manglede “kun” halvandet år for at være færdig, valgte jeg at stoppe studiet. Jeg kunne ikke mærke mig selv i det. Jeg var træt af driftsøkonomi, fællesøkonomi og savnede noget mere sprog ( studiet har sikkert ændret sig siden dengang).

Jeg kom en dag helt tilfældigt, til at tale med en kvinde, som var sygeplejerske, og hun spurgte mig, om jeg havde overvejet at blive sygeplejerske? Det satte nogle tanker i gang. For tænk at kunne hjælpe nogle mennesker, som måske befinder sig i en af de mest sårbare perioder i sit liv. Dét gav mening for mig. Jeg har nu været sygeplejerske i mere end 20 år, og har arbejdet indenfor forskellige specialer, både i det offentlige og i det private. Jeg har altid, i mit arbejde som sygeplejerske, og på tværs af specialer, haft en forkærlighed for at arbejde med relationer og inddragelse af pårørende. Relationsarbejde handler både om at have fokus på den anden, men også på sig selv. I relationsarbejdet indgår der altid to parter, som sygeplejerske, en patient/borger/pårørende og en professionel. Det er en professionel relation, hvor vi, som professionelle, skal acceptere og handle efter det ulige ansvar – vi er ligeværdige, men ikke ligestillede og vores behov og impulser må vige for den andens. Netop dette hænger godt sammen med den eksistentielle fænomenologiske tilgang, som vi i MindFeed arbejder ud fra. Jeg tror på, at du har svaret i dig, men måske har du blot brug for støtte til at finde det. Det vil jeg gerne hjælpe dig med. Jeg glæder mig til at møde dig.